Vi har modtaget to søde opdateringer fra vores elev Anastacia. Vi har fået lov at bringe dem her på vores hjemmeside.

Opdatering fra marts:

Jeg ville bare lige give en opdatering på hvordan det går herovre i USA. Jeg har det virkelig godt og min værtsfamilie er helt vildt søde og jeg elsker bare at være her. Jeg har oplevet så mange forskellige ting og jeg nyder det alt sammen!

Lige nu går jeg til Track i skolen og i vinters gik jeg til svømning og i efteråret løb jeg cross country, hvilket virkelig har hjulpet mig til at lære nye mennesker at kende. Her i morgen skal jeg til Florida med en veninde for Spring Break, så det er jeg meget spændt på.

Mit engelske har også virkelig forbedret sig meget – (nu synes jeg næsten det er helt svært at skrive på dansk;) I skolen har jeg et fag kaldet US Government, hvor vi lærer om hvordan det fungerer herovre, så det er meget interessant.

Her for noget tid siden havde vi et projekt, hvor vi blev delt ind i grupper og hver især blev tildelt et parti. Her skulle en af gruppemedlemmerne så være præsident, det endte med at blive mig, og jeg skulle debattere om amerikansk politik med de andre præsidenter foran hele klassen. Alle de andre i klassen skulle så stemme på hvem der var bedst og hvem de synes der skulle vinde. Jeg endte med at vinde, hvilket var mega fedt og en stor bekræftelse på hvor meget mit engelske har forbedret sig.

Håber alt går godt i Danmark og at mange nye udvekslingsstudenter skal afsted næste år!

Tusind tak for alt jeres hjælp.

Opdatering fra september (året før):

Jeg har nu været i USA i 5 uger og jeg nyder det fuldt ud! Min værtsfamilie er simpelthen så søde. De gør at for at jeg skal føle mig hjemme og jeg føler at jeg passer perfekt ind i deres familie. Jeg går på Western High School, som er en mega god skole, lærerne er vildt venlige og hjælpsomme og eleverne er vildt søde! Jeg løber Cross Country, hvilket jeg er mega glad for da det har været en virkelig god måde at få venner på og det er fedt at være en del af et fællesskab. Jeg har oplevet så mange forskellige ting på kort tid og det er så fedt at prøve at leve som de gør herovre!

Egentlig ville jeg bare give en opdatering på hvordan jeg har det og så ville jeg også sige tusind gange tak. Det har simpelthen være en kæmpe fornøjelse at rejse med FLAG. Jeg har været så glad for alle de møder vi har haft med jer, fordi det har været så personligt og for alt den vejledning I har givet. Jeg ser vildt meget frem til at tage til Washington i næste weekend og møde endnu flere nye mennesker og høre omkring deres ophold!

Igen, tusind tak!
Anastacia